CHRISTIAN GOTTLIEB LEIBRECHT ERICHSEN (86 år), f. d. 22/8 1838 i Aabenraa. Fader: Falle Erichsen og Moder: Mette Cathrine f. Baggesen. Dannebrogsmand.
Deltog i slaget ved Helgoland om bord i Korvetten ”Hejmdal” som kanonkommandør ved en riflet kanon. Under slaget blev Ferdinand Kofoed såret af en granatsplint; han bragte mig ammunition til kanonen, og ved den lejlighed stod jeg og manglede granaten. "Tag så en kugle i kransen og før den ind”, sagde jeg. Samtidig kom granaten. Mandskabet er så ved at føre den ind, men jeg råbte: "Tag den ud, der er jo en kugle inde, ” men det kunde de ikke. ,,Så før den ind, råbte jeg lidt "bister". Men ved den lejlighed sprang bragene og en Holstener ved Navn Hoffmann havde lovet mig, at kommer vi i slag, slår jeg hver mand ved kanonen ned med min håndslag. Men det glemte han. Da bragene sprang, var han færdig, og manden på den anden side kanonen jog ham væk og gjorde i stand. Dagen efter siger jeg til ham: Du glemte dit løfte? ”, Ja, jeg så, det gjaldt at frelse sit eget Liv!" Sagde han.
Løjtnant Carstensen, som var næstkommanderende, kom syg fra skibet, men sagde før til os, at kunne vi ønskede en anbefaling, så boede han der, jeg kan ikke mindes hvor. Jeg kom så fra skibet som Sønderjyde og gik op efter en anbefaling. Da jeg ringede på, kom fruen. Da hun kunne se på huen, at jeg hørte til ”Hejmdal”, råbte hun ind til sin mand: En mand fra ”Hejmdal!" Da han så kom, sagde han: ”Er Hejmdal” på Reden? ”. Nej, den ligger ved Nyborg, ” sagde jeg. Så blev han helt skarp og sagde, hvordan jeg var kommet her, men da jeg meddelte, at det var, fordi jeg var Sønderjyde, så var Alt godt. Kom nu med ind, og nu må du ikke tage mig ilde op, jeg siger. Du”, nu er vi lige, så du kan jo sige det samme til mig. Det kunde jo ikke falde mig ind. Så sagde han: Det gør mig ondt, at jeg ikke ser dig med Dannebrog, men Du skal nok få det, jeg har indstillet dig." Jeg fik det så 1904. Blandt andet sagde han, når vi kommer ind igen, skal du søge mig, så skal vi se at få en bedre plads til dig. Nej, det bliver de fri for, for nu tager jeg til Randers. ”Der ligger jo Prøjserne”, sagde han, så du må love mig ikke at gå i prøjsisk tjeneste. Ja, det kan jeg let love! Ja, men du skal aflevere dit pas til den prøjsiske kommandant I det gør jeg ikke! Ja, men det skal du. Men jeg gjorde det ikke, og få dage efter var Prøjserne ude af Randers. 1868 blev jeg viet i St. Mortens Kirke d. 9. maj til minde om slagdagen. Der boede vi så til november 1872. Lægen rådede mig så til at flytte, da min kone var en fynbo og ikke kunde tåle klimaet. Vi tog da til Langeland, hvor vi boede til 1910, men da var arbejdskraften borte. Vi flyttede så til vor eneste søn, der engang boede i Korsør. Han blev så forflyttet til Odense og atter under Verdenskrigen hertil Thy som Elektricitetsbestyrer i 1917, og så kom vi herop og holdt guldbryllup i 1918. I februar i år mistede jeg min kære hustru i en alder af 80 år og 2½ måned.

Købmand, fhv. Skibsfører ANDERS ANDERSEN FABRICIUS (81 år), f. d. 1/4 1843 på Samsø.
Fader: Rasmus Fabricius. Dannebrogsmand.
Under krigen gjorde jeg tjeneste i Korvetten "Hejmdal" som helbefaren Nr. 160. Vi gik straks ved Krigens Udbrud til Østersøen for at blokere den preussiske kyst, hvor vi tog flere priser, og deltog i træfningen den 17. marts ved Greifswalde. Afgik derefter til København med de døde og sårede og videre til Nordsøen for at blokere Elben, hvor vi tog Fregatskibet "Albatine" af Hamborg, hvor jeg gjorde Tjeneste som 1 ste. styrmand til København og afleverede den til Trekroners mandskab. Med Fregatten "Jylland" gik prisemandskabet til Kristianssand, hvor eskadren lå, og vi kom så ombord i vore skibe igen. Den 8. maj gik eskadren syd på, og den 9. maj traf vi fjenden. Ved Kommandør Suensons rolige og veloverlagte manøvrer med skibene, som han holdt i sluttet kølvandslinie med mundingerne af kanonerne altid rettede mod fjenden, bleve Østrigerne efter flere manøvrer så ilde tilredte, at de med Ild i "Schwarzenberg" var nødt til at tye ind under Helgoland, og slaget var således vundet til ære for den danske Marine. Vi gik da til Kristianssand, hvor de døde blev begravede, og videre til København, hvor vi ankom 1 ste Pinsedag og var genstand for stor æresbevisning.

Fhv. Sømand NIELS PETER JENSEN (84 år), f. d. 15/9 1840 i Voersaa. Fader: Sømand Niels Jacob Nielsen. Moder: Marie Christine Jørgensdatter.
Jeg gjorde tjeneste ombord i Korvetten ”Hejmdal” og havde Nr. 70 i 2den bakke og var kanonkommandør ved Kanon Nr. 4. Min broder Jørgen Jensen, som døde i fjor, gjorde også tjeneste ombord i ”Hejmdal”, men var ikke ved kanonerne. Vi havde mandag morgen den 9. maj fået at vide af en engelsk Orlogsmand, at Tyskerne og Østrigerne var i nærheden, og op ad formiddagen fik vi røg i sigte, og vidste det var fjenden. Admiralen signalerede, at vi skulde komme på siden af ham. Han holdt en tale til os og sagde, at han håbede, hver mand gjorde sin pligt; - vi gav ham et Hurra! Til frokosten havde vi ingen rigtig appetit, skønt der vankede en snaps. Vi kom nu i kjølvandslinie og styrede mod fjenden; det varede ikke længe, førend han begyndte at skyde, men det varede noget inden hans kugler nåede os. Først da den første kugle susede hen over ”Hejmdal, gaves ordre til at skyde, og vi gav ham det glatte lag, og snart var vi indhyllet i en sådan krudtrøg, at vi ikke kunde se hinanden, men vi sigtede efter Ildglimtene, når skuddene gik af hos fjenden. Jeg troer nok, jeg ramte flere gange. Det var til at begynde med noget uhyggeligt, når kuglerne kom susende, - og vi dukkede os - men siden ænsede vi dem ikke, men var kun optaget af vort arbejde hurtigst muligt at få ladet og få gjort sigte. En af mine kammerater ved kanon nr. 4, Ferdinand Kofoed, blev ramt, han faldt som hårdt såret og blev båret ned. Næstkommanderende Carstensen gik rundt og så til os "Tag nu godt sigte, Voersaa!" - Jeg blev altid kaldt Voersaa -. "Giv ham en ordentlig hilsen!" Vi fik ikke megen skade, da ”Hejmdal” lå så lavt på vandet, så de fleste Kugler gik over os. Kampen varede vel omtrent 3 Timer. Den var på det voldsomste, da der blev råbt: "Østrigeren brænder!" Vi løb fra vore kanoner og sprang op på lønningen for at se. Jo, ganske rigtigt, "Schwarzenberg, den store Østrigske Fregat, brændte, og vi råbte Hurra! Nu flygtede de, og vi forfulgte dem. De kom ellers så vigtige ned mod os, før slaget begyndte med rødt flag på fortoppen vi havde kun ”Dannebrog" hejst. Så var slaget jo forbi; Fjenden flygtede ind under Helgoland, og der måtte vi ikke komme for engelskmanden. Vi samlede os sammen, og næstkommanderende holdt en tale for os, og han sagde, at nu havde han været både i russisk, fransk og engelsk tjeneste, men så raske og modige gutter som os, havde han ikke set. Så landsatte vi de døde i Kristianssand, og Pinsemorgen kom vi til København, og efter at have spist til middag risengrød og steg - fik vi landlov.

Der var ombord i ”Hejmdal” et udmærket forhold mellem officerer og mandskab, - navnlig næstkommanderende forstod at behandle sit mandskab. Når han havde været i land, samlede han os altid og fortalte os om krigens gang, og det kan nok hænde, at vi knyttede næverne og lovede Tysken hævn, hvis vi engang traf ham, så selv om vi vandt slaget ved Helgoland, ærgrede det os dog alle, at han søgte ly hos Engelskmanden, så vi ikke fik lejlighed til at slå ham helt. Dette er i hovedsagen, hvad jeg husker om slaget ved Helgoland

FERDINAND EMILIUS KOFOED (77 år), f. d. 21/9 1847 på Christianshavn. Fader: Murermester
Johan Peter Kofoed, Moder: Ida Amalie. Dannebrogsmand.
Jeg deltog med Korvetten "Hejmdal" i Slaget ved Rygen, mødte Tyskerne den 9. marts om morgenen ved Svinemilnde. mit skibs-nr. var 104. Der kom 2 svær fregatter ud fra land og nogle mindre skibe og både. Admiral v. Dockum var ombord i Fregatten "Sjælland" og kommanderede "Fuld Kraft" frem, og korvetterne "Thor" og "Hejmdal" til at følge sig, han løb op imellem begge Tyskerne og skød fra begge Sider af sit skib, der fik 21 sårede og 3 døde. Vi fulgte de fjendtlige skibe ind til Stettin, hvor vi så holdt gående natten over ude i Søen. Lægerne fra "Hejmdal" og "Thor" kom ombord i "Sjælland", og den næste morgen overtog "Hejmdal" de sårede og døde og gik til København · med dem. Senere den 9. maj ved Helgoland var jeg stadig om bord i "Hejmdal" og blev såret af en granatstump i hovedet.

HANS CHRISTIAN SNEEDORFF KROGER (86 år), f. d. 16/3 1838 på Trekroners Batteri. Fader: Løjtnant Johan Christian Kriiger. Moder: Amalie f. Holm. Ridd. af Dannebrog.
Jeg meldte mig som frivillig, blev uddannet som reserveofficer og deltog i slaget ved Helgoland 9. maj 1864 ombord i korvetten ”Hejmdal". Erindringerne fra slaget er så ofte beskrevet, og jeg har intet særligt at nævne. Jeg er den sidst levende officer fra ” Slaget ved Helgoland”.

Fhv. Skibbygger LARS RASMUSSEN (83 år), f. d. 8/5 1841 i Østerby - Fuglsbølle Sogn, Langeland. Fader: Ungkarl Rasmus Jensen. Moder: Sofie Hansen.
Jeg kom først ud som Tjenestekarl på Langeland og Thurø og blev senere sømand og sejlede i mange år med skibe fra Svendborg Toldsted. I 1864 blev jeg udkommanderet med Korvetten ”Hejmdal" og deltog i træfningen ved Helgoland. Mit nr. Ombord var 97. Ved slagets begyndelse var jeg sygemeldt, men indtog dog min plads ved kanon nr. 7 om styrbord. Efter træfningen blev jeg spurgt af næstkommanderende, om jeg ønskede at blive indstillet til hæderstegn, men det vilde jeg ikke, da jeg ikke kunde indse, at have gjort mig fortjent til noget. Efter endt sejlads arbejdede jeg i mange år på skibsværftet på Thurø. Siden jeg i 1916 blev enkemand, har jeg haft mit ophold hos en gift datter her på øen.